Dødens Triumf - af Ionesco

Kilde: KultuNaut, Julie M. Callesen

En stille aften i Sønderjylland? Hvorfor ikke tage turen forbi Det Lille Teater i Gråsten, der i disse dage spiller Ionesco's absurde skuespil "Dødens Triumf"?

Absurd teater - sort humor
De fleste tænker nok på ballet, når de hører titlen "Dødens Triumf", fordi Flemming Flindts balletudgave med musik af Savage Rose blev en verdenssucces. Baggrunden var Ionescos teaterstykke "Jeux de Massacre", og nu er der en sjælden chance for at opleve stykket i sin oprindelige form, instrueret af Leise S. Rye.

En hel by rammes af uforklarlige årsager af en mystisk og uhelbredelig sygdom, der slår den ene efter den anden ihjel. Menneskene reagerer med angst, vrede og fortvivlelse, hvilket fremkalder en række komiske men også gribende scener. Et eksempel på førstnævnte er en forsamling læger, der mener døden ikke eksisterer bortset fra for de vantro, der dyrker den. Snart står manden med leen dog truende midt i blandt dem...

Gode amatører og masser af action
Det Lille Teater er amatørteater, og der var da også lidt nervøsitet og firkantet spil i de første minutter; men snart fik skuespillerne spillet sig varme, og selvom suffløren blev brugt flittigt, var der alligevel glimrende præstationer. Med sand dødsforagt smed skuespillerne sig, når deres karakterer døde, så møblerne fløj omkring. Udstrakte tunger og himmelvendte øjne var del af et bevidst overspil, der gjorde de egentligt makabre scener morsomme.

Alle 16 skuespillere spillede et hav af roller uden at det dog hindrede forståelsen - første gang en af de døde genoptrådte, spurgte en af de andre: Var du ikke død?, hvilket udover at være et morsomt indslag netop legitimerede gengangeriet. Og det var sandelig også nødvendigt, for inden stykket var færdigt, var drabstallet så højt, at de fleste actionfilm må være misundelige.

Imponerende var også den svære dobbeltscene, hvor to par sidder i hver sin stue og fører en næsten identisk, forskudt samtale. Skuespillernes styrke blev tydelig her, hvor samme replik kunne spilles så forskelligt. Enkelte kiks blev hurtigt overvundet.

Scenografien af Fini Dyrgård, der også stod for lyd og lys, var enkel men effektiv og tillod morsomme effekter, såsom skuespillere, der næsten som kukkere i et kukur, på skift stak hovederne frem af vinduerne med deres klageråb.

Alt i alt et anbefalelseværdigt alternativ; men hurtighed er påbudt, for stykket spilles kun to gange mere.